Støjens
transcendens – et interview med Heathe.
Heathe
startede som et enmandsprojekt, som imponerede ved at være ualmindeligt
insisterende i sit nådesløse, kolde udtryk. Demoen var en kompromisløs strøm af
skrig, minimalistiske guitarflader og ensomhed. Ærligt på grænsen til det grænseoverskridende.
Heathe
har sidenhen revet en lavine af musikere og instrumentering med sig og fremstår
i dag som et infernalsk, angstfremkaldende, dommedags big band.
Heathe
er den slags orkester, der har vævet utallige af inspirationskilder ind i sin organisme.
Således får man associationer til f.eks. japansk psych[1], black metal[2], Skullflower[3], Earth[4] og Swans[5] - det er i den grad subjektivt og derfor
er bandet en sjældenhed i moderne musik. Vi taler forfriskende grumset
territorie, ingen billige tricks eller genre crossover. Heathe er tidsløst og
kvælende, intet andet dansk band lyder som dem.
Svarene
kommer fra Martin Pale, stiftende medlem af Heathe.
T:
For år tilbage, forklarede du mig om tilblivelsen af Heathe.
Jeg
er interesseret i at høre, om det stadig er samme grundfølelse, der driver
musikken, eller om andre ting er kommet i spil?
M:
Mit udgangspunkt og det centrale i Heathe - tålmod, transcendens og den
fysiske påvirkning der er ved at spille musikken - er noget der har gået igen i
størstedelen af alle musikalske projekter jeg har været involveret i. Jeg er
dybt fascineret af repetitioner og støj og hvordan man derigennem kan opnå
kontakt til nogle nærmest rensende sindstilstande. Jeg føler mig lige så
beslægtet til den ekstatiske technomusik eller sufistiske uendelige mantraer
som jeg gør med doom-metal og noise. For mig handler det om at finde frem til
en tilstand af trance hvor tid og sted ophører, og der kun er de endeløse
forløb tilbage, og det er noget af det jeg gerne vil ind til med Heathe. At
udtrykket så måske ender i den aggressive ende af det musikalske spektrum,
handler først og fremmest om at behovet for denne meditation typisk opstår som
reaktion på perioder hvor frustrationer har bygget sig op over længere
perioder.
T:
Fortæl om indspilningerne og de omstændigheder, der fik projektet i gang.
M:
Det første nummer der blev indspillet som Heathe, i sin nuværende
inkarnation, var despair (https://hethe.bandcamp.com/track/despair).
Jeg var i et øvelokale i Aalborg for at arbejde med noget noise. Til hvad kan
jeg ikke umiddelbart huske, men det ville i al fald ikke rigtigt fungere for
mig. For at komme væk fra det og for at rense mit sind, sat jeg mig over og
spillede en trommerytme i tyve minutter, og få timer senere var nummeret
færdig, og fire dage senere var hele demoen skrevet og indspillet færdig. Jeg
husker det meget svagt. Jeg var stort set i øvelokalet uafbrudt de dage, og jeg
havde influenza. Det er altid sådan det har fungeret med mig og musik. Der er
aldrig en løbende process, jeg bliver i stedet kastet ind i en tilstand som jeg
ikke kan slippe ud af igen, før jeg føler jeg har færdiggjort noget. Det kan
være meget intenst at være i, da det aktuelle projekt fylder alt imens de
perioder står på, og så bliver relationer og arbejde tilsidesat.
Jeg
indspillede demospor til den næste udgivelse over en uge i August i år, som
hvis alt går planmæssigt vil blive indspillet sammen med en gruppe musikere jeg
også spiller koncerter med, i stedet for kun af mig.
T:
Tænker du, at vi som mennesker, grundlæggende har et følelsesmæssigt behov for
at dele og række ud i verden, eller er det andre antagelser/behov/drifter, der
skaber kunst?
M:
Jeg tror vi har et grundlæggende behov for at blive set og respekteret, men
jeg tror ikke udelukkende det er den drift der skaber kunsten. Jeg føler
kunsten er en meget individuel ting, som kan skabes, og helt sikkert også
bliver skabt, i stor stil, uden at blive delt med omverdenen. Det er
selvfølgelig her, man kan have en lang diskussion om hvad kunst er, men grunden
til jeg selv bruger og dyrker kunsten er en slags søgen efter en ophøjet
sindstilstand. Det kan både være som en sensorisk oplevelse, hvor man rent
fysisk bliver introduceret til områder af vores sind og univers, vi ikke
normalt er opmærksomme på, eller den kan være drevet af en nysgerrighed,
spørgsmål og en søgen på svar. En kær ven og stor inspirationskilde, har engang
formuleret at kunsten er vigtig, fordi den kan gøre det uhåndterbare
håndterbart; at kunsten er et rum hvor store, håndgribelige emner bliver
italesat. Det synes jeg er en smuk analogi, og jeg kan lide tanken om at
kunsten skabes, så vi kan nærme os en større kollektiv forståelse af alt.
T:
En af de faktorer, der har gjort Heathe så fascinerende, er processen fra en
mand, isoleret, til et monumentalt, kollektivt foretagende. Sæt gerne ord på
denne udvikling.
M:
Heathe er i sin essens stadig det samme projekt. Jeg er geografisk meget
langt væk fra den gruppe jeg spiller koncerter med, det seneste materiale er
kommet til verden på samme måde som demoen, og den indledende skriveprocess
foregår på egen hånd. Forskellen er at det denne gang vil blive indspillet af
et band, og at den grove skitse jeg har lavet, er blevet forskønnet en masse
sammen med de andre, over nogle øvegange.
Reelt set ville det være mere tro mod det indspillede materiale, hvis Heathe var startet som en kvartet. Hele formålet med at være i mellem 7 og 10 mand på scenen kommer af et ønske om at det skal være en fysisk krævende omgang at gå igennem en koncert, både som publikum og musiker. Med en bred instrumentering har vi mulighed for at udfylde alle huller med lyd, så musikken rammer som en stor massiv væg af støj, der omslutter og udmatter een og den energi der er imellem os, publikum og hinanden, det giver når vi står helt tæt, er for mig også en stor del af det at spille.
T:
Er du det eneste faste medlem i Heathe? Hvordan er live-besætningen kommet til?
Hvem består bandet af p.t.?
M:
Jeg er det eneste faste medlem. Live-besætningen består primært af folk fra
Aalborg, som på en eller anden har samme tilknytning til byens musikmiljø. Det
vigtigste for mig, når jeg har skulle finde folk, er at vi fungerer sammen og
at de forstår musikken og kan lide den. Jeg har sjældent benyttet mig af min
veto-ret og sagt “nu gør vi sådan her”, men i stedet ladet folk sætte sig eget
præg på sangene.
Livebesætningen er en variation over følgende folk:
Simon Westmark (trommer), Andreas Westmark (guitar, bas, orgel), Lars Dalsgaard (guitar), Bosse Bertelsen (guitar), Filip Dybjerg (bas), Morten Kærup (orgel), Oskar Sørensen (althorn, synth), Simon Mariegaard (trommer), Aske Kristoffersen (bas), Asger Christensen (violin).
T:
Heathe har spillet en del koncerter siden demoen[1] kom. Hvordan var
det første show, sammenlignet med det sidste?
M:
Til det første show lå vi rimeligt stringent op at sangene som de tager sig
ud på demoen. Det var som support for gruppen Jucifer på 1000fryd i Aalborg, og
det var første og eneste gang vi havde en kontrabas med, hvilket simpelthen
ikke fungerede grundet lydtrykket fra de andre ting. Jeg husker at jeg var
utroligt tilfreds efter koncerten, og meget glad, hvilket indtil da havde været
en sjældenhed for mig og koncerter, med andre projekter jeg har spillet med.
Det var første gang jeg tænkte at jeg måske havde fundet en opskrift jeg virkelig
godt selv kunne lide.
Sidste
koncert var vores hidtil bedste. Det var sammen med The Telescopes og Drukner,
også på 1000fryd! Vi havde spillet dagen forinden i Aarhus, så materialet sad
fuldstændig dugfrisk og koncerten i Aarhus var gået godt, så vi var ved godt
mod. Vi spillede det nye materiale, som er eet 40-minutter langt nummer. Jeg
har hørt det til døde de sidste måneder, i en sådan grad at jeg var begyndt at
tvivle på om det var godt nok, men koncerten og folks hengivenhed gav mig troen
tilbage.
T:
Fortæl om sangskrivningsprocessen i Heathe.
M:
Jeg var lidt inde på det ovenfor, men det går enormt hurtigt når det står
på. Teksterne er skrevet i øjeblikket og i høj grad stream of consciousness. På
samme måde som kompositionerne i høj grad er improviseret frem og sket i nuet,
forsøger jeg at gøre det samme med lyrikken, og det kan derfor være svært at
sige noget konkret om tankerne bag, men de generelle temaer lader til at være
misantropi og personligt forfald.
T:
Findes der inspirationskilder for bandets lyd/udtryk/lyrik og i så fald hvilke?
M:
Som sagt så kører det hele ret stream of consciousness, så det er ikke noget
jeg er vildt opmærksom på. Jeg forsøger at tænke så lidt som muligt på hvilke
konkrete inspirationer jeg trækker på, selvom der selvfølgelig kommer mange
ting op når jeg tænker over det. Et hurtigt bud på en liste kunne være:
Slint
- Spiderland
Sunn o))) - Black One
Swans - To be Kind
Fushitsusha - Withdrawe, This Sable Disclosure Ere Devot'd
Burzum - Filosofem
Corrupted - El Mundo Frio
Isis - Oceanic
Sol - And the mouth of time is open
Kousokuya - Ray night Live
Oranssi Pazuzu - Värähtelijä
Sunn o))) - Black One
Swans - To be Kind
Fushitsusha - Withdrawe, This Sable Disclosure Ere Devot'd
Burzum - Filosofem
Corrupted - El Mundo Frio
Isis - Oceanic
Sol - And the mouth of time is open
Kousokuya - Ray night Live
Oranssi Pazuzu - Värähtelijä
T:
Hvilke tanker har du/i gjort jer omkring Heathe det næste år?
M:
Vi kan forhåbentligt snart finde tid og midler til noget studietid så vi kan
indspille den næste udgivelse, og finde nogen der har mod på at udgive den.
Efter den har været igennem nogle øvegange, hvor de andre har kunne pudse det,
synes jeg det er blevet rigtigt godt. Jeg har det sidste halve år arbejdet på
et vinyl-genoptryk af demo båndet, som også gerne snart skulle ligge færdigt
inden længe.
Jeg
går også med planer om at udgive nogle helt gamle ting på bånd, fra 2012, før
Heathe hed Heathe, men hed Dis. Det er noget helt andet og meget elektronisk,
men man kan tydeligt fornemme at udgangspunktet for musikken har været det
samme. Et af numrene fra dengang, har vi taget op og inkorporeret i det nye
materiale.
Vi
starter året ud med to koncerter, til Blastbeast.dk’s showcase-festival The New
Shit, hvor vi spiller på pumpehuset den 6. januar og Atlas i Aarhus den 20.
januar.
fotos:
Peter Drastrup, Thomas Hansen.
[1] Udkom på bånd på det
Aalborgensiske label/koncert-kollektiv Danish Vaishyas. DV13 – 2016.
[2] Weakling, Xasthur,
Urfaust bl.a.
[3] Engelsk post industrial
noiserock, Specifikt Form Destroyer og Xaman.
[4] Dylan Carlsons
minimalistiske drone band. Specifikt omkring Hex; or Printing in the Infernal
Method.
[5] Michael Giras proto
industrielle doom rock band. Har gennemgået flere ”perioder”: Filth
(brutalitet), the Burning World (mørk, melankolsk folk), The Seer (episk,
folkrock, brutalitet).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar